Fibia bliver eneejer af Waoo

Med et aktivt og fokuseret ejerskab er fundamentet lagt for yderligere vækst i Waoos kundebase og udvikling af nye produkter.

Fibia øger sin ejerandel i Waoo fra de nuværende 79 procent til 100 procents ejerskab.

For administrerende direktør i Fibia, Casper Holst-Christensen, er det en oplagt mulighed for at styrke både Waoo og Fibia:

- Vi har to gode og stærke forretninger. Fibia har et veludbygget fibernet og Waoo er et stærkt brand, der er kåret bedst i test ni år i træk. Sammen kan vi styrke og udvikle Waoo og samtidig arbejde med hele værdikæden, siger han og tilføjer:

- I den hidtidige ejerkreds er vi helt enige om, at det bedste afsæt for Waoos videre udvikling er en aktiv og fokuseret ejer.

Ud af ejerkredsen træder Aura, NEF-Fonden og Energi Fyn Bredbånd, der fortsat vil levere Waoos produkter i en partnerskabsmodel.

Landsdækkende Waoo

En af ambitionerne er at gøre Waoo landsdækkende.

- Vi skal levere Waoos produkter i flere net end vi gør i dag og vi skal accelerere kundetilgangen, siger Casper Holst-Christensen.

I dag er Waoos produkter ude i omkring 300.000 hjem.

De cirka 50 medarbejdere i Waoo vil fortsat have base i Tilst ved Aarhus.

Publiceret den 26. marts 2021.