Sådan bliver du en god guide for dine børns online-aktiviteter

Som forældre må de fleste af os bare erkende, at vi ikke ligefrem har det sorte bælte i online-aktiviteter – og da slet ikke, når vi sammenligner os med vores børn, hvor sociale og digitale medier fylder rigtigt meget i både fritiden og på skolen.

Børnene udfordrer en fuldstændig fremmed på den anden side af jordkloden i Fifa på PlayStationen, imens de både Skyper og chatter med vennerne på tableten, statusopdaterer på Facebook og deler fotos på Instagram via smartphonen.

Også skoleundervisningen bliver i stigende grad digitaliseret gennem brugen af tablets, apps og digitale tavler med internetforbindelse. Og lektierne - ja de laves oftere og oftere online i samarbejde med klassekammeraterne.

Men selvom vi voksne altså ikke når vores børn til sokkeholderne i brugen og forståelse af digitale medier og platforme, så bliver vi alligevel nødsaget til at sætte os bare en smule ind i deres digitale liv. For som forældre har vi jo et ansvar for, at vores børn agerer fornuftigt online, ligesom vi skal kunne optræde som bare nogenlunde troværdige rollemodeller for dem.

Men det er svært. For hvor mange timer, bør man egentlig give børnene lov til at være online om dagen? Hvad er en god ”skærmfri-kultur” i familien? Hvornår er børnene gamle nok til at få en Facebook-konto? Og hvad må de egentlig bruge Facebook til? Og måske endnu vigtigere: Hvordan får man taget en god snak med børnene om deres online-vaner, uden at de føler sig overvåget og derfor ikke vil dele deres erfaringer og viden med os?

De fleste forældre ville nok føle sig noget mere trygge, hvis de vidste bare lidt mere om, hvem børnenes mange venner på de forskellige sociale medier er, og hvad de egentlig taler med dem om - så værdien af en god snak med børnene kan ikke undervurderes.

Efterhånden er der også skrevet og udviklet en del gode råd fra eksperterne til, hvordan voksne bliver de bedste online-guider for deres børn. Blandt andet har Medierådet for Børn & Unge i samarbejde med Center for digital pædagogik, Red Barnet og flere industrirepræsentanter udgivet guiden "Der er så meget forældre ikke forstår." 

Her har vi samlet lidt gode råd fra guiden og fra andre guides og eksperter på området. 

Gode råd:

  • Tal med dit barn, og spørg ind til dit barns liv online. Spørg til online-vennerne og oplevelserne med fx sociale medier på samme måde, som du ville spørge ind til deres venner og oplevelser i skolen.  
  • Anerkend dine børns fascination af den online verden og medierne og fokuser på de positive ting.
  • Sæt grænser for skærmtid og lad dem gerne gælde for både børn og voksne. I kan også indføre skærmfrie zoner i hjemmet.
  • Tag emnet om sociale medier op på et forældremøde, når børnene er store nok til at have profiler. Så har I samme udgangspunkt, og I kan evt. opsætte fælles retningslinjer for brugen af sociale medier. 
  • Hjælp dit barn med at agere sikkert på nettet. Fx kan du hjælpe med at lave sikre kodeord, med at fjerne cookies og med at sikre privatindstillingerne. 

Kilder: 
medieraadet.dk - Guiden "Der er så meget forældre ikke forstår"
sikkerdigital.dk
digitalsikkerhed.dk
redbarnet.dk - Sikker Chat