Har du helt styr på dine passwords? Og ved du, hvad et rigtig godt kodeord er?

Flere og flere oplever tvivl og usikkerhed når det kommer til deres kodeord på internettet. Gode password er vigtige for sikkerheden, når du færdes online, og derfor har vi samlet en række gode råd til dig.

Du kan begynde med at tjekke om dine passwords er stærke nok med en online password checker. Der findes flere forskellige, du kan søge frem.

Vær snedig

”En computer kan regne dit kodeord ud, hvis det står i en ordbog, såre simpelt er det”, siger Ingrid Colding-Jørgensen, der er it-sikkerhedschef hos GN Store Nord.

Når du opretter dit næste kodeord, skal du forsøge at tænke ud af boksen. Eksempelvis kan du tage forbogstaverne i en sætning som du har let ved at huske og tilføj et tal eller tegn. Det kan være ”jeg er vild med fibernet” som bliver til ’jevmf#92’ – og på denne måde gør du det langt sværere at gætte.

Skift jævnligt

En anden mulighed er at skifte dine kodeord jævnligt, gerne hver 3. måned. Herved gør du det langt sværere for eventuelle hackere at få fingrene i dine ting.

Skift kun dit kodeord, hvis du kan huske det nye – da det er bedst ikke at skrive noget ned på papir eller lignende.

Password-manager

En løsning som muligvis ikke er så udbredt endnu, men som er utrolig effektiv. Password-managers hjælper dig med at samle alle dine kodeord og som du kan tilgå via web eller app.

Derved skal du som minimum blot huske din kode til manageren, og herefter kan du let tilgå alle de andre, som du normalt har svært ved at huske.

Password-grupper

Du kan med fordel dele dine koder ind i kategorier og på den måde nemmere holde styr på dem. Gruppe 1 kan eksempelvis være netbank og alt hvad der har med penge at gøre. Andre kategorier kan være sociale medier og fritidsinteresser. På denne måde gør du det igen sværere at gennemskue for andre og øger sikkerheden. 

Hold dine koder for dig selv

Hold altid dine koder for dig selv – og undgå at nævne dem i offentlige rum hvor de kan blive overhørt. Et logisk råd, men som er noget man måske ikke tænker over i sin daglige gang